Store forskelle i kommunale udgifter til idræt
Fra 274 kroner på Samsø til 3200 kroner i Ishøj Kommune. Så stor er variationen i kommunernes udgifter til sport og fritid

Foto: Anne Kring
Spillet om idrætspolitikken
Markante ændringer i danskernes idrætsvaner øger behovet for nytænkning i kommunernes idrætspolitikker, tilskud til idræt og navnlig til faciliteter. Læs om praksis og initiativer i temaet ”
Spillet om idrætspolitikken” i DGI magasinet Udspil, nr. 9, december 2011.
Landets kommuner bruger i gennemsnit 1414 kroner pr. indbygger på udgifter til sport og fritid. Billigst slipper borgere i Samsø og Odder Kommuner, som bruger hhv. 274 og 768 kroner, mens Ishøj Kommune er absolut topscorer med 3263 kroner pr. indbygger.
De store forskelle skyldes ikke mindst kommunernes meget forskellige udgifter til faciliteter. Det viser de kommunale nøgletal for 2010 fra Indenrigs- og Økonomiministeriet.
Topscorer
Ishøj topper listen både hvad angår de samlede udgifter til sport og fritid og udgifter til faciliteter.
John Romlund, kulturchef i Ishøj Kommune, forklarer:
»Man satser meget på kultur- og fritidsområdet generelt. Det andet er, at alle vores faciliteter er kommunalt ejede. Vi har stort set ikke privat ejede idrætsanlæg i kommunen.«
Udgifter til sport og fritid 2010
Se udgifterne i
din kommune
!
Kommunale udgifter pr. indbygger:
Top fem
Ishøj: 3.263 kr.
Lyngby-Taarbæk: 2646 kr.
Herning: 2643 kr.
Glostrup: 2460 kr.
Rødovre: 2362 kr.
De fem i bunden:
Samsø: 274 kr.
Odder: 768 kr.
Fanø: 707 kr.
Sorø: 823 kr.
Langeland: 824 kr.
Nøgletallet indeholder udgifter til:
• Grønne områder og naturpladser
• Stadions- og idrætsanlæg
• Andre fritidsfaciliteter
• Udgifter til folkeoplysning
• Ungdomsskole-virksomhed
Ung kommune
Det hænger sammen med, at Ishøj Kommune blev dannet ved den forrige kommunesammenlægning i 1970, og flertallet af kommunens 21.000 indbyggere er flyttet til i løbet af ganske få år:
»I 1970 var vi 3.500 indbyggere. I 1975 var vi 15.000, så byen er skabt over 5-10 år. Derfor har kommunen stået for opbygning af de faciliteter, der er,« forklarer John Romlund.
Ingen husleje
Det kommer foreningerne til gode.
»Det fritager foreningerne fra at betale husleje. De kan holde lavere kontingenter, og de skal ikke skaffe økonomi til at betale husleje,« siger John Romlund og understreger:
»Det har vi tænkt os at fortsætte med også i 2012. Det er et strategisk valg.«
Kun selvejende haller
I bunden af skalaen – over Samsø – finder vi Odder Kommune, som samlet har udgifter til sport og fritid på 768 kroner pr. indbygger. Hvad angår udgifter til faciliteter ligger Odder blot ti pladser fra bunden.
»Det ligger i, hvordan man opgør tallene. I Odder Kommune har vi kun selvejende institutioner,« siger Gerda Pedersen, kulturchef i Odder Kommune.
Om opgørelsen forklarer Gerda Pedersen, at kommunen har købt en idrætshal, og at man betaler lån og afdrag på de øvrige. Disse tal indgår ikke i nøgletallene for kommunernes udgifter til sport og fritid.
»Men det skal ikke bortforklare, at vi ligger i bunden,« siger Gerda Pedersen.
Sparerunde
I 2010 var man igennem en sparerunde, som medførte, at kommunen skar i tilskuddet til halleje. Det betyder, at foreningerne nu skal betale 20 procent af de 300 kroner det koster at leje en time i de selvejende haller.
Rigt foreningsliv
Man kan se kommunens mange selvejende haller som et udtryk for initiativrigdom, fordi foreningerne gennem tiden har opført de selvejende haller.
»Vi har et rigt foreningsliv. Det er ikke fordi, der ikke er liv,« siger Gerda Pedersen med henvisning til sportslige resultater både indenfor håndbold og fodbold.
De lave udgifter til sport og fritid er altså ikke udtryk for et skrantende foreningsliv. Alligevel har man særlig fokus på udviklingen i 2012. En særlig Odder-ordning er netop sendt til vedtagelse i byrådet, og i starten af det nye år holder man en konference om kultur- og fritidspolitikken.
»Vi har stor fokus på kultur- og fritidspolitikken i 2012 og på at fastholde et rigt foreningsliv,« siger Gerda Pedersen.
Opdateret 3. januar 2012 Af Kirsten Harkjær LarsenEjer: Kommunikationsafdelingen